Katost frugter- Sådan bruger du dem!

juli 16, 2018
katost frugter

Katost frugter

Katost er en vild plante der er i samme familie som lægestokrose, okra og hibiscus. Den blev i sin tid brugt som lægeurt og var særligt anvendt imod hoste og ondt i halsen, grundet de slimstoffer der er at finde i denne plante. Det lyder måske lidt ulækkert, men det er faktisk de samme stoffer som man finder i okra og lindeblade, hvis slimede konsistens er værdsat mange steder i verden.
Frugterne fra katost ligner små oste (heraf navnet katOST). De er sprøde og har en mild smag. Det kan være en lidt lang (men hyggelig) proces at plukke og rense de små frugter, men jeg gør det med glæde for at få en ekstra grøntsag ind i køkkenet, og så elsker jeg bare udseendet på disse små grønne oste! 

Hvis du vil vide mere om katost så klik HER.

Hvad er katost?

Katost planten kan er i samme familie som lægestokrose og kan kendes på sine ofte fem delte mørkegrønne blade der nogle gange kan forekomme både runde og takkede. Katost blomstre fra juni til efteråret med blomster som består af fem pink kronblade med lilla stråler der munder ud fra midten af blomsten. Den gror gerne nær  haver, vejkanter og græsplæner. Bladene er rige på vitamin A og C såvel som calcium, magnesium og jern.

Hvad er katost frugter?

Katost frugterne er runde og ligner små grønne oste til forveksling. De er best når de er lysegrønne, hvor de herefter får en mørkere farve indtil de til sidst bliver brune og falder af og sår nye planter. Jo mørkere farve jo hårdere og mindre saftige er frugterne, derfor er de bedst at høste lige efter afblomstring. Der findes flere arter af katost men så længe man har bestemt planten på blade, blomster og frø som katost, er planten spiselig. Katost gror bedst i køligere vejr og er derfor ofte at finde hele året, også om vinteren. Om sommeren kan bladene blive seje og hårde hvis de bliver udsat for udtørring eller for meget varme.

Hvordan bruger jeg katost?

Hele planten er spiselig hvor blade og blomster kan bruges i salater og frugter som erstatning for kapers eller andre grøntsager. Grundet sine slimstoffer kan bladene bruges til at tykne saucer og gryderetter. Derudover har jeg ladt mig fortælle at bladene kan koges for at frigive slimstofferne, som kan bruge til at lave en vegansk erstatning for æggehvider. Dette trick er særlig brugt af de der ønsker at undgå animalske produkter.

De små grønne oste kan bruges på mange måder. Jeg foretrækker at pille frugten ren fra skallen, men dette kan udelades og gør ikke meget for selve smagsoplevelsen. De små frugter er dog pænere på denne måde efter min mening. Katost frugter kan bruges som andre grøntsager og er derfor gode i supper, stuvninger eller syltet som vist nederst på siden.

En hurtig måde at sylte sone katostfrugter er ved at opløse lige dele eddike, vand og sukker, måske over lavt blus. Lad eddikelagen køle af inden den hældes over de afplukkede frugter. Lad dem stå og trække i mindst en dag eller gem dem til vinter. De syltede frugter kan bruges i salater eller som et syrligt tilbehør til gryderetter.

Forslået

Ingen kommentare

Skriv et svar