Vild pho med skvalderkål, mynte og sødskærm

juli 12, 2017
Pho

Pho mod tømmermænd?

Pho er en traditionel vietnamesisk ret bestående af en aromatisk suppe på okse eller kylling, spist med risnudler, friske krydderurter, løg og bønnespier. Der er meget populært i Vietnam at bestille en skålfuld pho og spise den på gaden på vej til arbejde, enten til morgenmad eller frokost.

De friske krydderurter brækkes i mindre stykker og blandes rundt i suppen sammen med lime og frisk chili. Man kan også vælge at dyppe sit kød i en mindre skål med chili olie eller hoison sauce.

Pho er ofte blevet beskrevet som den perfekte kur mod tømmermænd og med de mange forskellige urter og kryderier samt chili, hvidløg og ingefær er denne påstand nok ikke helt dum. En god portion pho indeholder alt hvad kroppen har brug for, derfor er det ingen dårlig ide at spise den som sen morgenmad.

Pho med nordiske urter

De traditionelle krydderurter man spiser i pho kan variere fra egn til egn. De mest brugte er thaibasilikum, mynte og koriander. Disse tre smage kan man faktisk finde vildtvoksende rundt omkring i Danmark. Thaibasilikum kan erstattes af sødskærm der begge har anis smage (Den kan dog miste noget at sin smag når den bliver opvarmet tilstrækkeligt).

Mynte er også at finde vildtvoksende nogle steder og koriander kan erstattes af strandtrehage der er blevet beskrevet som nordens koriander (Spis den i mindre mængder grundet det høje indhold af oxalsyre). Smagen af mynte og anis er smage der ikke må undværes i en traditioenl pho. Skvalderkål er rig på vitaminer og mineraler og samtidig så har de en krydret smag der passer rigtig fint til pho.

Nu hvor der tilfældigvis er så mange forskellige lækre kryderurter i den danske natur ser jeg ingen anden udvej end at bruge dem. De vilde urter er økologiske og jeg ved hvor de kommer fra. Dette gør det sjovere for at spise pho om sommeren da man aldrig ved hvilke kryderurter man kommer hjem med.

Andre vilde urter der kan bruges til pho er: brøndkarse, engkarse, fuglegræs, gåsefod, rødkløver, strandvejbred, løgkarse, skovsyre, strandsennep, strandmælde.

Der er en del krydderier i en traditionel pho, men antallet kan variere. De vigtigste er kanel, stjerneanis og nelliker. Jeg har valgt at bruge ALLE de kendte pho kryderier for at få mest mulig smag ud i suppen.

Andre smagsgivere til pho er ingefær, løg og hvidløg. Rist disse i ovnen sammen med suppe-ben og krydderierne indtil de har fået lidt farve. Skrap eventuelle brændte flader af.

Anret nudler og krydderurter sammen med lidt tyndskåret kød og hæld den brandvarme suppe over kødet. Den varme suppe vil tilberede det rå kød øjeblikkeligt.

Velbekomme!

Vild pho suppe med skvalderkål, mynte og sødskærm
 
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Samlet tid
 
Skribent:
Hjemland: Vietnam
Antal personer: 4
Ingredienser
Suppe
  • 1 pakke suppeben, okse eller svin.
  • 600 g oksebov eller okseklump
  • 200 g oksemørbrad eller flanksteak.
  • 3 stjerneanis
  • 5 nelliker
  • 1 spsk fennikel frø
  • 1 spsk koriander frø
  • 1 spsk pepperkorn
  • 1 kanelstang
  • 6 fed hvidløg
  • 2 løg
  • 6 cm ingefær
  • 1 dl fiskesovs
  • 2 spsk sukker
Tilbehør
  • 1 pakke flade risnudler
  • 1 bundt frisk skvalderkål
  • 1 bundt frisk sødskærm eller thaibasilikum
  • 1 bundt frisk mynte
  • 1 bundt forårsløg
  • 1 pakke bønnespire
  • 1 løg
  • 2 lime
  • 1 rød eller grøn chili
Fremgangsmåde
Suppe
  1. Skær ingefær, løg og hvidløg i mindre stykker og læg dem i et fad sammen med suppeben og krydderierne. Skru godt op for varmen.
  2. Når kryderierne har fået lidt farve og dufter herligt, tages de ud af ovnen. Skrap eventuelle brændte overflader af.
  3. Læg det hele i en stor gryde sammen med okseboven.
  4. Hæld kogende vand over så det dækker både kød og urter.
  5. Giv suppen et opkog og skum den af indtil der ikke er mere snavs på overfladen (Dette gør suppen klar)
  6. Tilsæt sukker og fiskesovs.
  7. Lad nu suppen simre ved smag varme i 2-3 timer indtil kødet er mørt.
  8. Efter 2-3 timer sigtes suppen igennem et klæde eller en si.
  9. Smag suppen til med sukker, fiskesovs og salt. Hold suppen varm indtil servering.
Tilbehør
  1. Læg ris nudlerne i koldt vand så de kan bløde op inden servering.
  2. Rengør bønnespire og krydderurter.
  3. Skær løg i helt tynde strimler og skyld dem i koldt vand.
  4. Rengør forårsløg og hak det i tynde skiver.
  5. Skær oksemørbrad eller flanksteak i helt tynde slices.
  6. Klargør lime og hak chilien.
Anret
  1. Kom en håndfuld risnudler op i en skål, pynt med krydderurter, bønnespire, løg, forårsløg, lidt oksebov og tyndskåret oksemørbrad.
  2. Hæld den brandvarme suppe over det rå kød. Det vil hurtigt blive tilberedt af den varme suppe.
  3. Spis suppen med frisk lime og hakket chili.

 

Forslået