Den spidse stenaldergryde
Jeg elsker at beskæftige mig med både råvare og ældgamle madlavningsteknikker fra forhistorien. Det kan være svært at sige hvordan folk har tilberedt deres mad, men langt nemmere at se på hvilke råvare de har brugt. Ved arkæologiske udgravninger er der gjort rigtig mange fund af rester fra grøntsager, planter, kerner og forskellige knogler fra dyr. I ældre stenalder havde man sjældent de helt store madlavnings redskaber, men omkring 4000 f. kr. kom det spidsbundede kar ind i billedet og nu var det lige pludselig muligt at koge sin mad. Brændte madskorper fra indersiden af disse kar, vidner om hvilke retter man kunne have spist (Se nedenfor). Disse rester er ofte udkogte plantefibre og fiskeben, så simple supper og gryderetter med fladbrød til, måtte have været en velkendt del af måltidet i den nordiske stenalder.
Vintergrønt
Mennesket er generelt kendt for at være en meget opfindsom og snarrådig art, det kommer også til den mad vi spiser. Stenaldermenneske var omgivet af mange forskellige planter og grøntsager og de brugte det de kunne finde, i alle sæsoner. Vintergrønt er en betegnelse for planter og grønt der er at finde om vinteren. Dette gælder domesticerede grøntsager som kål og rodfrugter. Men også naturen kan bidrage med grønt om vinteren. De planter som jeg brugte til denne opskrift er ramsløg og rosetkarse men du kan også bruge andre typer vintergrønt. Du kan læse om vilde planter at sanke om vinteren HER. Stenalderfolk var kunstfærdige, selvbeviste og innovative. De var også kokke. De var ligesom os, de satte pris på et lækkert måltid og var ikke bange for at eksperimentere. En af mine favoritter som også er blevet spottet i disse brændte madskorper, er løgkarse. Løgkarse (Alliaria petiolata) er en plante af kål familien og vokser vildt rigtigt mange steder i Danmark fra april-november. Du kan læse mere om løgkarse i stenaldermad HER.
- 500 g nakkefilet af svin.
- 200 g røget flæsk i tern.
- 1 bundt friske ramsløg eller porre.
- 1 knoldselleri i grove tern.
- 3 gulerødder i grove tern.
- 1 flaske hvidvin eller mild øl.
- 1 tsk. knuste enebær.
- Salt og pepper.
- Lidt frisk rosetkarse, brøndkarse eller almindelig karse til pynt.
- Skær nakkefiletten i grove tern, krydr dem med salt og knust enebær og brun dem godt af.
- Tilsæt tern af røget flæsk og steg til den bliver gylden.
- Hæld nu vin/øl og vand ved så kødet er dækket.
- Lad retten simre ved lav varme i 2 timer. Husk at skumme suppen af undervejs.
- Efter 1 time tilsættes grøntsagerne.
- Efter 2 timer smages gryderetten til med salt og pepper. Kødet skulle gerne være smeltende mørt på dette tidspunkt.
- Pynt med hakket ramsløg, karse eller brøndkarse og spis retten med brød eller pasta til.
På billedet ovenfor ses min flotte kerneøkse af flint, som jeg var så heldig at finde i vandkanten omkring Kalø slotsruin, lidt udenfor Aarhus. Området ved Kalø slotsruin har før været en anerkendt stenalderboplads, hvor vores forfædre i det smukke landskab, fiskede i det lave vand. Det var også her jeg gjorde dette fine fund. Det var lavvande og jeg sad på en sten i nærheden af vandkanten. Ligesom da jeg skulle til at gå fik jeg øje på en sten med en abnormal form. Den ældre stenalder har altid stået mit hjerte meget nært, så derfor begyndte mit hjerte at hamre afsted da jeg tog den underlige sten i øjesyn. Jeg mente selv at den måtte være menneskeskabt og rigtig gammel. Den blev senere vurderet til at være en mesolitisk kerneøkse fra ca. 5000-4000 f. kr. Jeg var ældevild over den udmelding!
Den knækkede kerneøkse
Det er altid spændende at finde ting fra forhistorien, men særligt de ting der har en historie at fortælle. Når man ser nærmere på min økse, kan man se at den er knækket i den brede ende. Om den nogensinde var i brug, eller om den knækkede under fremstillingen er svært at sige, men jeg forestiller mig til tider, at denne økse blev forarbejdet ved vandkanten af en mand, en kvinde eller sågar et barn. Den skrøbelige økse knækkede således i hænderne på personen hvorefter han/hun smed den væk, efterladt til mig for at finde den igen. Tanken om at det har været en uerfaren person, måske et barn der har siddet og øvet sig er meget hyggeligt og man ser pludselig meget personlighed i en menneske forarbejdet sten. Det er noget at det jeg elsker det arkæologien.
Velbekomme ligesom i stenalderen!
