Hvorfor tog jeg kokketjansen?

Kaffe og hindbær

Man kan altid være bagklog når man ser tilbage på visse hændelser. Men at jeg friviligt meldte mig til at være kokken, i kokken og eleven, var nok en af mine dummeste beslutninger i Masterchef. Da jeg langsomt begyndte at fatte hvad dagen skulle gå med, begyndte tankerne at flyve rundt i hovedet på mig. Opgaven lød: Lav en salt ret med kaffe og hindbær. Hvem skal være kokken og hvem skal være eleven? Hvad vil være det mest hensigtsmæssige valg for mig? Jeg begyndte at udtænke begge situationer oppe i mit hoved, samtidig med hvilke retter man kunne lave med kaffe og hindbær. Det er helt utroligt at så mange tanker kunne fare igennem på så få sekunder.

Uden de store overvejelser, skulle der tages en beslutning. Jeg mener at huske at jeg helst så mig selv som elev, men et eller andet gjorde at jeg endte med at tage kokke tjansen. Det blev i hvert fald besluttet at jeg skulle være kok og Mads skulle være elev. Da tanken om kaffe og hindbær begyndte at sive ind,  havde jeg absolut ingen ideer. På dette tidspunkt havde jeg aldrig beskæftiget mig med hverken kaffe eller hindbær i salte retter. Jeg var fuldstændig tom i hovedet.

Hvorfor var der stole til kokkene?

Jeg havde før  i programmet, døjet med ondt i maven på grund af stress og tanke-mylder. Denne opgave gjorde det ikke ligefrem bedre. Min mave slog knuder og det gjorde ondt at stå op. De få minutter vi havde med slukkede kameraer, fra da vi fik opgaven, til vi skulle gå igang, brugte jeg på at ligge på gulvet med min kokke hue på hovedet. Jeg måtte samle mig, det var jo mig der skulle være klar i hovedet og finde på retten som vi skulle aflevere. Min mavepine blev værre, det blev faktisk så slemt at begge kokke fik en stol vi kunne sidde på hvis det var. Det hjalp mig en smule at have chancen for at kunne sidde ned når det blev rigtig slemt.

Jeg kunne ikke løbe fra det. Kamerarene rullede og jeg måtte ligge mine tanker og mavepine væk. Allerede da jeg fik kokke huen på hovedet, mærkede jeg presset som jeg ikke var i stand til at leve op til. De fleste der kender mig ville være enige i at min bestlungen om at være kok, nok ikke var den bedste i hele verden. Når det kommer til mad er jeg rimelig stærk men min viljestyrke falder når jeg bliver udsat for stres eller pres. Det gør det heller ikke bedre når jeg ved at jeg skal leve op til en andens forventninger og ikke kun mine egne tanker. I sådanne situationer træder jeg ofte i baggrunden og overlader det meste til den anden person uden de store indvendinger. Det er ikke særlig optimalt når man står med kokke huen på, uden muligheden for at smage eller røre ved maden. Dette fandt jeg dog først ud af efterfølgende.

Andebryst, appelsin og balsamico.

Men jeg var dog forhåbningsfuld og der begyndte at blomstre små ideer frem i mit hoved. Hvad ved jeg om råvarende? Jeg ved at kaffe er bittert, så vi skal bruge noget fedt for at afbalancere det bitre. Jeg ved at hindbær er syrlige så noget sødt kunne hjælpe fint der. Så for at kæde kaffe og hindbær sammen var der brug for noget sødt og fedt. Min hjerne kørte på højtryk. Hvad kan være det søde element? Det første jeg tænkte på var appelsin. Hvad går godt med bær og appelsin, det gør and. Jeg manglede nu kun det fede element. Jeg ved ikke hvor chokolade kom fra, måske det var appelsinen der trickede det men det gik i hvert fald op for mig at chokolade både kan bidrage med fedme og sødme. Nu havde jeg styr på hovedelementerne, men der manglede noget. Jeg legede med tanken om rødbede i en såkaldt lun salat, da rødbede ville spille rigtig fit både udseendesmæssigt og smagsmæssigt sammen med det rosa kød og de røde bær. Jeg lagde dog hurtigt den ide væk og vendte tilbage til appelsinen, da jeg så at det andet hold også brugte rødbede. Så en lun salat, med rosa stegt andebryst rullet i kaffe, friske hindbær, karameliserede skiver af appelsin og en glace på chokolade og balsamico.

Ideen var nogenlunde klar, men alt kørte med 180 i timen og jeg var tabt langt bagefter. Mads ønskede en klar plan, men det kunne jeg ikke give ham på nuværende tidspunkt. Jeg vidste kun hvilke råvare jeg ville bruge. Jeg sagde at jeg ville have, andebryst, chokolade, balsamico og appelsin. Jeg fremlagde min ide til ham om en lun salat men det virkede som om han havde noget andet i tankerne.

Før i tiden kunne jeg hurtigt miste troen på mig selv når jeg stod i sådanne situationer og det gjorde jeg for alvor nu. Jeg ville dog stadig have de råvare som jeg havde i tankerne. Mads løb af sted for at finde de ting jeg bad om. Da han havde problemer med at finde chokolade, begyndte min ide langsomt at falde til jorden . Okay jeg havde trods alt balsamico, mon ikke jeg kunne finde på noget bare med den. Da det gik op for mig at det ikke var balsamico vi havde fået, men en olie, så var der nærmest intet håb tilbage for min ide.

Min verden smuldrede

Okay, nu rækkede mine tanker ikke længere. Jeg havde en ide og den blev skudt til jorden, samtidig kunne jeg fornemme at Mads havde skaffet sig sine egene råvare til sin egen ide. Min verden gik fulstædnig i stykker og jeg kunne ikke tænke klart længere. Jeg blev endnu mere forvirret da Mads havde gang i nogle stegte rodfrugter. Samtidig med min forvirring blev jeg frustreret over at jeg ikke blev lyttet til. Den tvivl jeg mærkede udefra, smittede af på mig selv. Mine ideer var ikke gode nok, vi må gøre noget andet. På denne måde blev det mindre og mindre min ret vi bevægede os hen imod. Vi endte ud med at lave oksemørbrad i stedet for andebryst, fint det kan jeg forholde mig til.

Nu hvor det ikke kunne blive andebryst måtte vi rulle oksemørbraden i kaffen. Det endte med at blive rigtig fint men resten af elementernes spillede ikke rigtig sammen med kødet. Jeg har aldrig oplevet at lave mad uden at være i stand til at smage på den. Det var enorm ubehageligt men jeg stolede på Mads og hans smagsløg. Jeg kunne fornemme at alle komponenterne smagte godt og var tilberedt rigtig fint. Så var spørsmålet bare om de harmonerede med hinanden.

Resultatet blev faktisk rimlig fint. På et tidspunkt troede jeg at vi ville aflevere end tom tallerken. Alligevel stod jeg med en enormt tom følelse da vi stod med den færdige ret. Det var tydeligt at retten var blevet udtænkt at to forskellige ideer og ikke en samlet ide. Under hele udfordringen bøvlede vi begge med at forstå hinandens tanker og endte med ét stort rod på tallerkenen. At dommerne var enige med dette var helt forståeligt.

Det lærte jeg

Siden hen har jeg tænkt meget over denne oplevelse jeg havde i masterchef studiet. Jeg er blevet spurgt om, hvorfor jeg ikke bare trumfede igennem og bad min elev om at holde mund. Igen har det aldrig været mig at overtrumfe andre og hvorfor skulle min ide være bedre end andres? Jeg har så lært siden, at mine ideer sagtens kan være helt fine og jeg kan blive nød til at slå igennem engang i mellem for at undgå problemer. At jeg ikke gjorde det i denne situation, førte vel bare til at det blev endnu mere klart for mig når jeg sad og så på det derhjemme. At jeg skal tro mere på mig selv.