FF AARHUS – Casual eating Social drinking en anmeldelse

maj 23, 2017
FF

FF i Aarhus

Ferdinand i Aarhus har fået en lillebror, den hedder FF og er både restaurant og afslappet loungebar. Den befinder sig i en mindre sidegade imellem Castenskjold og Ferdinand ved åen i Aarhus. Menuen på FF er inspireret af påfundet “social dinning”  Den består af små enkle retter der kan deles imellem gæsterne ved bordet. De forskellige retter er inspireret af råvare fra hele verden og kan nydes til overkommelige priser.

Efter at have læst om FF i jyllandsposten som en af Aarhus skjulte perler, måtte vi lige undersøge stedet nærmere. Det var overraskende nemt at finde, jeg havde aldrig lagt mærke til at der lå endnu et spisested skjult imellem to andre. Indenfor blev vi hurtigt mødt af en venlig tjener som viste os hen til vores bord. (Tip: Det er en god ide at bestille bord i forvejen) Stemningen i restauranten var rolig, rustik og afslappet med en dæmpet belysning. Mit øje blev hurtigt mødt af den imponerende bar for enden af restauranten. Måske vi også lige skulle have en drink med efter maden.

Bestilling var nem og ligetil, vi have hjemmefra beslutte os for deres “casual eating menu” til 365 pr. mand, som er en all around tasting menu sammensat af køkkenet. Der var derfor ingen vished om hvilke retter vi skulle have. Menuen bestod af fem runder hvor man fik tre slags snacks, et udvalg af charcuterie, to forskellige fiskeretter, en kød-ret med grønt til, sliders, afsluttet af to deserter. Hele konceptet går ud på at man deler retterne imellem hinanden deraf ordet “social eating”. Det hele tegnede til at blive en rigtig god aften!

1. Runde: Tre slags snacks

Den første snack bestod af parmesankiks med olivenolie, tomat salsa, basilikum creme og tørret tomat pulver. Den anden mundrette bid på tallerkenen var ris-chips med peanutbutter, hindbær marmelade soya og frysetørret hindbær pulver. Der var klar enighed om at den første snack var den bedste. Hver sprøde kiks var tilpasset med hver sin sammensætning af både fedt, syre salt og sødt. Den salte bid afsluttet af den søde var bare super lækkert.

Næst-bedste af snacksene var denne lille spansk inspirerede brandade af fisk og kartoffel med en safran creme. En lille mundret happer der var både blød, sprød og cremet.

Sidste snack var løgringe med en peppercorns-creme. I sig selv en meget fin snack men smagen af pepper var meget markant og jeg har stadig svært ved at afgøre om dette var godt eller skidt. Derudover fik vi en grøn urte mayo med brændt hvidløg og revet kartoffel samt en pisket smør.

2. Runde: Charcuterie

Af charcuterie var der forskelligt tørret og saltet kød, heriblandt lomo, nordisk salami, tapas pølse og vindblæst gris. Hertil var der karry syltet zucchini og en bagt pepperfrugts salsa. Der var selvfølgelig masser af brød til.

3. Runde: Forretter (Fisk)

Første forret bestod af rimmet havkat med en pepperrodscreme, dildsyltet agurk og asparges. Arsparges crudite, dild, tallerkensmækker og en matcha is. Alt i alt en rigtig fin og frisk forret men den såkaldte matcha is som mere mindede om en halv nederen citron-te is, overdøvede meget de andre gode smage der var tilstede.

Anden forret med fisk var flammegrillet laks med en rabarber chutney, kapers, brød-croutoner, en tomat hollandaise og mizuna. Et ord…NAM! Jeg eeeelsker flammegrillet laks og sammen med den fede sauce samt sprødt, blødt og friskt var det en skøn forret. Der var to stykker laks og masser af sauce så den var meget nem at dele. Thumps up!

4. Runde: Kød og grønt

Hovedretten kom hurtigt herefter og bestod af tre tallerkener. En tallerken med kød, en med sliders og en tilbehørs tallerken  med “grønt”. Igen var det med hensigt at måltidet skulle deles. Kødretten var et stykke mørt og saftigt langtidstilberet kalveculotte, broccoli pure, grillet broccolini, ærter og urter. Hertil var der en fed smagfuld sauce på ærter. Alt i alt en rigtig lækker hovedret der var rigtig hyggelig af dele når først man kunne blive enige om de sidste dråber sauce!

Så kom vi til de fine små sliders med kalvebryst, røget tomat salsa, aioli og pulled pork. Den lille mundrette burger var et lækkert lille tilbehør til oplevelsen.

Dagens “Grønt” bestod af brændt kartoffel, kartoffel creme, spiskål salat med radiser, løvstikke, karse og en mormordressing. Enkel, frisk og passede fint til hovedretten.

5. Runde: Desserter

Den første af desserterne bestod af en saltet kamarel skum, lakrids pulver, yoghurt og ribssorbet samt en sprød karamel agtigt kiks. Det er virkelig ikke særlig ofte at jeg ser frem til desserten. Efter en aften med rigtig meget mad, oplever jeg ofte af afslutningen på måltidet bliver tung og kvalm. Det var bestemt ikke tilfældet her. Den lette skum smagte skønt af karamel og sammen med den syrlige sorbet og den sprøde kiks kunne jeg nærmest ikke få nok. Her passede det mig rigtig fint at vi fik hver vores skål!

Anden dessert bestod af en fragilite med chokolade ganache. Passionfrugt is, chokoladedrys og rød syre. Man skulle tro at efter én dessert have man fået nok. Alligevel var der plads til denne næsten ligeså lækre tallerken. Man sad tilbage med en følelse af fuldendt tilfredstillelse.

After dinner drinks

Efter måltidet besluttede vi at kigge nærmere på FF´s drinkskort. Vi bestilte en Lockheed SR-71 og en Morning glory fizz a la ff. De var begge en frisk og smagfuld afslutning på en helt perfekt aften.

Det skulle vi af med

Alt i alt skulle vi af med 1030 kr. for 2 x social eating menuen plus en flaske vin til 300 kr. Derudover fik vi også en kande vand som ikke er medregnet i det samlede beløb.

 

Forslået

Ingen kommentare

Skriv et svar